2. Første samtale, d. 4.1.

Første samtale er altid strukturelt en afdækning af baggrund, tilstand og symptomer. Det kaldes at lave en anamnese. Her får man tegnet et overordnet billede af klienten, og ved omhyggelig iagttagelse, når klienten fortæller, observerer man som terapeut hvor og hvordan der er emner, hvor vedkommende følelsesmæssigt ”spidser til”. Anamnesen er selvfølgelig i høj grad for terapeutens skyld, så denne kan få ”hands on” med klienten og kompleksiteten omkring bestemte udfordringer – men mange klienter finder det også rart og måske endda forløsende at have et rum, hvor man fortæller sin historie i et roligt og sammenhængende rum og i sin helhed.

I december skriver kvinden en mail til mig, at hun er stressramt, udbrændt og ønsker stress-coaching. Det stod dog ganske klart ved første samtale, at hendes stress ikke havde noget med arbejdet at gøre. Hun var massivt sygdomsangst-ramt. Hun havde haft sit første større angstanfald et par måneder før, hun startede i forløb hos mig. 

LIVET LIGE NU. Mit væsentligste indtryk er en bredt sammensat kvinde. Finanssektor-kvindens effektivitet og analytiske sans. Og så en yderst sensitiv person, der ikke helt ved, hvordan at deale med denne sensitivitet. Hun betegner det selv med ordene:“Jeg tager alt ind! Alt for meget ind!”

Vi taler om hendes livssituation. Hun har børn på 2 og 5 år. De er ofte syge, sidste vinter havde børnene tilsammen 80 sygedage. Den ældste dreng har svage lunger og var i flere omgange indlagt. Manden arbejder meget. Parforholdet betegnes som ganske godt, om end ikke højt prioriteret. Børn og familien som helhed er højere prioriteret.

Gitte er rimelig glad for sit job, om end en personlighedsprofil, hun har fået lavet, har konstateret, at hun ikke passer til jobbet. Hun er mere intuitiv end analytisk, viser den. Men hun er rimelig klar omkring, at hun jobmæssigt hopper over, hvor gærdet er lavest. Laver noget, hun er nogenlunde god til, tjener en rimelig løn – og stræber efter en job-privatlivsbalance, der på nogle punkter må koste. Så hun udelukker hurtigt, at hendes udbrændthed har noget særligt at gøre specifikt med jobbet. 

Tilsammen konstaterer vi, at mængden af belastningsfaktorer i hendes liv er ganske stor.

LIVET TIDLIGERE; MODERENS DØD PÅVIRKER STADIG. Vi laver en anamnese (information om patientens tidligere og nuværende helbreds-tilstand tilvejebragt som egenoplysning) tilbage i tiden. Er der sket noget, som “sidder fast” i hende? Gittes mor døde for 4 år siden; relativt ung, kun midt i 60'erne. Hun havde et barskt sygdomsforløb, der varede godt 2 år. Hun var “en nogenlunde normal mor”, indtil hun blev ramt af flere blodpropper med relativt korte mellemrum. De gav uforudsete hjerneskader. Hun blev en “grim dame”. Meget deprimeret, aggressiv over for især faderen, var ikke i stand til at være der for sine døtre og mange børnebørn. Hun nævnte flere gange over for døtrene, at hun hellere ville være død end leve det liv, hun havde. Ingen tog det særlig alvorligt. Men en tidlig morgen sidst på vinteren fyldte hun lommerne i sin frakke med tunge sten og gik i fjorden. Til trods for, at hun var vandskræk. 

Gitte nævnte ved denne første samtale, at det var en lettelse, da moderen døde, og at hun ikke havde haft et særlig tæt forhold til hende.

I forbindelse med, at hun sagde dette, lagde jeg mærke til, at hun en blanding mellem spændte op i kæberne / inde midt i halsen, samtidig med, at der var en lille trækning ved mundvigen. Sandheden var tydeligvis ikke enkel. Hendes kropssprog viste en sammensætning af mange modsatrettede følelser – og flere lag i sig.

TILSTANDEN I KROP OG SIND. Fysisk har Gitte det sidste års tid været noget sygdomsramt. Eller som hun siger det: “Det var som om kroppen var foran mig, hvad angår angsten. Først afspejlede den, hvordan jeg havde det, og så omkring jul kunne jeg ikke længere stå imod, hvordan jeg havde det.”

I sommeren startede det som trækninger i halsen. Hun fik lavet en halsscanning, fordi hun var bange for at have kræft i halsen. Hun havde selvsagt mange nakkespændinger også. Så bredte det sig til uro i bryst og mave, svien i maven. Det var som om det kravlede fra øverst i kroppen nedad i kroppen over det halve år.

I samme periode begyndte Gitte at sove meget dårligt. Kunne ikke falde i søvn for uro, følte sig særlig trængt i forbindelse med indgangen til søvnen, vågnede flere gange om natten. Hun anvendte ind imellem sovemedicin i den værste periode før jul. 

HYPOTESER OM ARBEJDSPUNKTER. Ved den indledende samtale forsøger jeg altid at være spørgende, tilbagelænet og registrerende. Efter denne tur rundt i Gittes liv fortalte jeg hende, at dér hvor jeg så markant størst kropslig reaktion på at skulle fortælle om sit liv, var da hun fortalte om moderen. Resten af tiden var hun uanfægtet og mere ensartet i de signaler, hun sendte ud. Hun responderede ikke med ord – men kropsligt ved, at tårerne “eksploderede” ud af øjnene på hende. Vi blev enige om, at det er moderens død, vi skal beskæftige os med. 

Jeg fortæller hende, at det sker hyppigt, at noget traumatisk i ens liv – hvis man ikke bearbejder på det – kan sætte sig i én på en posttraumatisk stress lignende måde. Det er den hypotese, som jeg vil arbejde ud fra.

Vi har 20 minutter tilbage af timen, og vi dykker ned i, hvad hun tænker om moderen og hendes selvmord.

Det største spørgsmål, Gitte stiller sig, er: ”Kunne jeg også finde på at begå selvmord?!”Hun har aldrig kunnet forstå moderens valg, endsige brugt tid på at forestille sig det. Nu er hun imidlertid begyndt at tænke over det, forestille sig det, endda i en vis grad forstå, hvorfor moderen gjorde det. Hun er chokeret over sig selv, at hun i en vis grad kan forstå moderens valg. Hun er på den baggrund blevet bange for sig selv: Fordi betyder forståelsen så, at hun selv kunne finde på det?

Hun ræsonnerer, at den manglende forståelse for moderens handling har haft beskyttet hende mod en masse ubehagelige refleksioner. Men at disse refleksioner nu trænger sig på, næsten vælter hende – og giver såvel tankeoverload som ubehaget i kroppen. 

Hun fortæller, at hun er panisk angst for at forblive i de sorte tanker og følelsen af “ingen vej ud”. “Jeg er rigtig dårlig til at have det dårligt”, siger hun.

Jeg spørger, hvordan moderen egentlig var? Hun svarer, at hun var kold. Hun talte ikke særlig meget med hende. Hun havde dels klaret sig selv meget, dels brugt sine ældre søstre, der er noget ældre end hun. 

Hun undskylder moderen med, at hun altid har været uligevægtig. Hun var “tyskerbarn” og på mange måder et udstødt menneske. Gitte er bange for at blive ligesom hende. Men ræsonnerer, at moderen voksede jo miljømæssigt helt anderledes op end Gitte. Og tendensen til at begå selvmord ligger vel ikke som sådan i generne? - Kigger hun spørgende på mig og siger. Samtidig med, at hun forsigtigt siger: “Men jeg er alligevel bange for, at blive ligesom hende – og gøre ligesom hende.”

Min oplevelse af Gitte er, at der er rigtig meget ubearbejdet i hende omkring moderen. Og der er ingen vej udenom at dykke ned i historien og alle følelserne knyttet til den. 

Jeg beder til vores næste møde Gitte om at finde barndomsminder frem. Fortælle, hvordan mode-ren var før sine blodpropper. Billeder måske. Tale med sine søstre om barndommen og moderen.

BEROLIGELSE: GITTE ER ”JEG-STÆRK”. Gitte spørger, om hun kan blive noget, der ligner sindssyg, hvis hun dykker ned i sine følelser? Hun er bange for at “drukne”. Jeg svarer, at det er der meget ringe sandsynlighed for, fordi hun, efter min vurdering,  grundlæggende er et jeg-stærkt menneske. 

Jeg tegner to figurer:

En trekanten på spidsen er en metafor for et jeg-svagt menneske. Det er et menneske, som er nemt at vælte, og som ved modstand i livet kan have eller udvikle grænsepsykotiske tendenser. 

En trekant liggende på én side er en metafor for et jeg-stærkt menneske derimod, som Gitte, der står på et sikkert fundament og yderst sjældent kan væltes af sine følelser – og livets udfordringer i øvrigt. Typisk bliver jeg-stærke mennesker endnu stærkere af modgang; de insisterer på en mening. Og den proces, som Gitte var i gang med lige nu, forsikrede jeg, handlede om at få bearbejdet et traume omkring moderens død – og komme mere hel og styrket ud på den anden side. Så jeg bad hende have tillid til, at vi nu skulle rejse dybt ned i hendes følelser sammen – og INGEN følelse var en forkert følelse. Hun skulle notere sig alt, der skete i tankerne og følelserne – og så skulle vi sammen som detektiver rejse igennem følelserne for at forsøge at forstå – og blive mentalt fri og vokse og modnes som menneske. Jeg lovede Gitte, at jeg i denne regressive proces til enhver tid ville holde hånden under hende.

Den proces overgav Gitte sig helt til.