4. Angstanfald - og mailsamtale herom

Give slip processen forstærker angsten for angsten...

Gitte sender en mail dagen efter, d. 7.1.

For læsevenlighedens skyld er mine svar sakset ind lige efter Gittes spørgsmål og refleksioner.

Gitte: »Mange tak for det fine svar. Jeg har arbejdet meget med de “opgaver” du gav mig og synes faktisk at jeg er kommet godt videre – men der er jo flere lag der skal skrælles af….så det forsøger jeg stille og roligt. Jeg kan mærke at det er rart at tænke konstruktivt frem for bare “æv hvor er det træls«

Mette: »Det er godt, at du begynder at tro, at der er en vej!«

Gitte: »Jeg er helt med på at bankende puls/hjerte, trykken og klemmen er kroppens fysiske signaler. Og hvis jeg forstår dig ret, så vil det lige så stille og roligt fortage sig, når jeg får styr på det indre kaos??«

Mette: »Det er min erfaring ja, at krop og sind (tanker og følelser) er så tæt knyttet sammen, at når man arbejder fra det fysiske og ind i det psykiske – og vice versa, så har det typisk en konsekvens “over det hele”. Så jo, hav tillid hertil.«

Gitte: »Men jeg har som sagt brug for lidt hjælp til at begrænse det – da jeg bruger alt for meget krudt på at mærke denne fysiske følelse i kroppen. Det gør også, at jeg ikke rigtigt kan falde i søvn og heller ikke sove om natten – jeg går aldrig i afslapning, føler jeg.«

Mette: »Jeg er meget tilhænger af komplementære behandlinger. Vi to arbejder fra det psykiske hen imod det fysiske. Vi samarbejder om at øge din bevidsthed om, hvad der er på færde i såvel krop som sind. Valgte du kun at arbejde med det mentale, så ville det fysiske måske ikke følge med lige så hurtigt, som hvis og når du arbejder fra det fysiske og hen imod det psykiske. Så vælg blot den behandler, du føler for! Jeg synes, at kombinationen af akupunktur og zoneterapi / enten akupunktur eller zoneterapi er god, specielt hvis behandleren har blik for, hvad der er på færde psykisk hos dig også. Valgte du udelukkende fysiske behandlinger, ville der være risiko for, at det var symptom-behandling uden forståelse for, hvad det er, der skaber spændingerne.«

Gitte: »Meget af det ligger helt bestemt i frygten for at mærke uroen i min krop – det kan jeg ikke så godt finde ud af at acceptere – og så kører spiralen jo ligesom op…og så har jeg da for alvor uro i kroppen…«

Mette: »Jeg vil virkelig indtrængende opfordre dig til at have tillid til, at du kommer styrket og modnet ud af denne fase i dit liv. Nuvel, det kan være hårdt at kigge indad – men i dit tilfælde er der virkelig intet at frygte i forhold til, om dine følelser og tanker “tager livet af dig”. Det gør de ikke!«

»Jeg klipper lige igen et stykke ind fra min kommende bog. Ved ikke helt, om det forstås uden at blive læst i sin større sammenhæng, men nu forsøger jeg alligevel (og hvis det ikke er forståeligt, så tager vi det bare senere): Pointen omkring at give slip på larmende fortidige stemmer er: Man må frigøre sig fra beslutninger. Stemmen i hovedet dør hen, når tankerne sættes fri og man blot lader dem komme og gå, uden at handle på dem, uden fysisk at lade sig berøre af dem. Så når ingen tanker er forbudte, når alt er tilladt, som små krusninger eller større bølger på havets overflade, slipper de med tiden sit tag i én. Har man bestemte følelser, man et liv langt har lagt låg på, kan det føles meget hårdt at slippe tanke-følelsen fri. Jeg har to metaforer herfor, der tilsammen dækker: Den første:«

»Se dragen i øjnene. Lad den brænde dig op om nødvendigt, i stedet for at flygte. Mærk, at det der brændte i dig, var et identitets-lag, men Du består. Og fra gang til gang, du slipper tanke-følelsen helt fri opdager du, at du stadig står, men nu som et mere frit menneske.«

»Den anden: Følelser opfører sig som en orkan. Er du ude i periferien af den, så bliver du suget ind og hvirvlet rundt. Jo længere ude i kanten, jo større radius svinges du rundt i. Men kommer du ind i orkanens øje, så er der helt stille. Centrummet er “kraftens balancepunkt”. Kommer du først ind i dét centrum, så forstår du intuitivt din følelses opståen, dens skygge, dens dominans, dens tilstedeværelsesformer. Og herfra kan der gives slip.«

Gitte sender en mail dagen efter, den 8.1. om morgenen

Gitte: »Godmorgen. Så! Nu har jeg mødt min største frygt!!! I aftes fik jeg totalt angstanfald og det er så fortsat her til morgen. Jeg bliver simpelthen nødt til at vende det med dig, da jeg er helt kulret.«

»Nu skal du høre: Jeg kom lige i tanke om, at de der isninger, jeg havde i mit hoved inden mit første pludselige angstanfald, jo måske er et tegn på, at jeg har haft en blodprop i hjernen den aften. Og det passer jo så fint med, at jeg synes, jeg her efterfølgende nogen gange “mumler lidt mere” og mit syn er lidt forvirret nogen gange. Og så har vi balladen, for jeg har jo lige erkendt at jeg ikke bliver som min mor, da hun fik alle de her små blodpropper i hjernen der gjorde hende syg. Og vupti – så har jeg jo haft en blodprop i hjernen og så får jeg det dårligere ligesom min mor – med andre ord – så går min krise ikke over af sig selv!!!!! Som du kan se, er jeg helt blæst omkuld….og jeg vil jo bare gerne vide, at de der ting (isninger, mumlen + forvirret syn) alle er normale “bivirkninger” af stress…..men jeg kan ikke lige selv overbevise mig om det.«

»Jeg har virkelig brug for din hjælp – for jeg er helt kørt op…… Hvad gør jeg????«

Gitte skriver kl. 18 igen

Gitte: »Hej igen, Vil lige sige, at jeg for god ordens skyld ringede til min læge for lige at få ro på det fysiske aspekt i mit nylige angstanfald. Og hun kunne berolige mig med, at det aldrig under nogen omstændigheder har været en blodprop i hjernen, jeg havde haft – aldrig aldrig sagde hun. Det var angsten/stressen i min krop og hjerne der driller mit syn og min tale – fordi jeg simpelthen har svært ved at koncentrere mig.«

»Så nu er angstanfaldet så igen tilbage ved det mentale. Det vil jeg bare lige sige (men du vidste du jo sikkert godt…)«

Mette svar kl. 19:  » – godt du ringede til din læge. Jeg har ikke læst mails før her til aften.«

»Det er nok ikke tilfældigt, at dit angstanfald omhandler præcis det, der skete med din mor. For det er jo essensen er det, du slet ikke har haft lyst til at kigge på – men nu af såvel din krop som dit sind tvinges ud i at mærke. Jeg føler med dig, det er virkelig voldsomt, når man cirkler ind i centrum af det, man frygter allermest. Men det ER i erkendelsen af, at det er der, du er, at du også kan forløse angsten.«

»Du MÅ tro på, at når du er forblevet i denne angst en tid – og har erkendt både intellektuelt og følelsesmæssigt – at du hverken er eller bliver som din mor, at så bliver det meget nemmere at være dig.«

»Det er godt, at vi skal ses på mandag. Giv dig selv mest mulig ro og hvile denne weekend.«