5. Anden samtale, d. 11.1.

At begynde at huske, da hun - og moderen - var rask

Gitte synes, at det er meget hårdt at være i lige nu. Hun siger, at hun havde det lidt godt søndag formiddag. Og hun sov hæderligt natten til mandag, hvor samtalen foregår. Men tankerne bliver det ikke bedre med, synes hun. Tankeoverload. Og uro i bryst og solar plexus.

Gitte er som sagt meget dynamisk, og hun har virkelig haft gået ombord i opgaven med at gen-erindre sin mor. Hun har bl.a. talt med sine søstre herom. Hun starter prompte ud med at sige: »Vi havde gjort mor til et spøgelse, vi ikke ville ligne! Vi har lagt så mange lag af negativitet over vores hukommelse om, hvem mor egentlig var. Vi søstre har erindringsmæssigt haft taget afstand for at beskytte os selv. I stedet for at gennemleve en normal sorg. Men det var vi ude af stand til, fordi hun begik selvmord. Forstår du det?« spørger hun ulykkeligt og grædende. Mange modsatrettede følelser river i hende.

Hun beretter fra barndommen. »Vi var indbegrebet af en lykkelig kernefamilie. Far havde en lille butik med åbent to gange om ugen. Mor ofrede alt for moderskabet og de 4 børns trivsel. Hun var den trygge base, der altid var der. Der var masser af hygge i barndomshjemmet. Veninder med hjemme, mor hyggede om os.«

Det eneste negative, som Gitte kan trække frem om hende er, at hun altid havde været sygdomsangst. – »Og dér ligner jeg hende altså«, siger Gitte.

Det negative billede af moderen kom først efter blodpropperne – der som sagt var årsag til de mange lag af dårligdom, som over kort tid forvandlede moderen. Hun spiste mange piller, begyndte at drikke meget alkohol – og forsøgte selvmord en gang, før det faktisk lykkedes den anden gang. Gitte siger, »Alt hvad min mor tidligere stod for, faldt fra hinanden.«

Gitte havde også det negative syn på moderen, fordi hun blev temmelig aggressiv over for faderen efter blodpropperne; bl.a. lavede hun en tåbelig “factsmappe” om ham, der prøvede at fremstille ham som monsterlignende. Gitte siger dog, med tilgivelse i stemmen, »Men det var jo en hjerneskadet kvindes tanker. Det ville min friske mor aldrig have gjort.«

Gitte har altid haft det rigtig godt med sin far. Hun gik som barn og ung hyppigt ned i kælderen til ham, hvor de hyggede sig med at spille orgel og billard.

Jeg spørger, om Gitte efter den begivenhedsrige dag med søstrene, hvor de for første gang i 4 år dykkede ned i deres livshistorie, slet ikke kan trække noget negativt frem fra barndommen? Der er kun moderens generelle sygdomsangst, der trigger noget i hende. Selv teenagetiden beskriver hun som en nogenlunde glidende frigørelse, hvor moderen gav det rette rum, endda måske havde lidt for stor tillid. Gitte beretter, at da hun første gang, som 18-årig, beslutter sig for at tage en jordomrejse, er det første gang, hun for alvor er fra forældrene, og det er “stort og svært”. Hvilken hun også selv fortolker som udtryk for en ganske stærk tilknytning til hjemmet og begge forældre.

Gitte har i mellemtiden været til akupunktør 2 gange. Hun beretter, hvordan det giver dyb ro og følelse af flow i kroppen – så hun får en pause fra sin mentale trængthed. Jeg understreger, at det er godt at supplere hinanden som behandlere, så der arbejdes begge veje: Med kroppen som indgang. Og med bevidstheden som indgang. Så hun må gerne fortsætte disse behandlinger også.

Gittes meget forstående læge har foreslået, at hun med passende intervaller får et sundhedstjek, så toppen af sygdomsangsten kan fjernes med faktuel viden. Jeg istemmer, at jeg synes, at det er en god ide, bare det ikke overdrives.

HJEMMEARBEJDE: I stedet for at forblive at mærke følelsen i sig selv, så dykke ned i 1) sanseapparatet og mærke følelsen som et fysiologisk udtryk, 2) mærke følelsen i muskulaturen og, 3) mærke følelsen alment i grundspændingsniveauet i kroppen. Gittes hjemmefokus til vort næste møde består af to punkter:

Frem for at “være i hovedet” og tænke, “jeg er bange, jeg er angst, jeg er…” – skal hun gå på opdagelsesrejse i sin krop og i sanserne: Hvor og hvordan mærkes det præcist, når hun er angst? Hvordan reagerer hørelsen; får hun susen for ørerne? Hudsansningen; bliver hun næsten “lam” eller bliver hun “overfølsom”? Trykket inde i og bag øjnene, hvordan påvirkes det? Flimrer det for øjnene? Kommer der sorte prikker? Påvirkes smagssans og lugtesans?

Hun skal bemærke graden af muskelspændinger, specielt i nakke og hals gennem dagen. Når hun er på arbejde, sammen med børnene, når hun lægger sig til at sove. I alle mulige situationer… Mærke om der er nogle kontekster, hvor hun slapper helt af. Mærke hvor og hvornår hun spænder mest op.

Som forberedelse til hjemmearbejdet laver jeg en 10 minutters guidet rundtur i sanserne og kroppens muskulatur, så hun ved, hvad hun skal mærke efter.

Jeg understreger, at det er meget store opgaver, hun har denne gang. Jeg beder hende jo forblive i orkanens centrum, hvilket er temmelig barsk. Jeg forsikrer, at det vil bringe nødvendig viden og forløsning med sig. Jeg beder hende have tryghed og tillid til processen – og bruge mig i det omfang, via mails, som hun finder det nødvendigt.