7. Tredje samtale, d. 26.1.

Gtte har haft en skiferie, hvor hun har haft det ganske godt. Ikke megen angst, fin ski. Hun siger: »Før ferien var en dag 70% dårlig, 30 % god. På ferien var det omvendt: 20% dårlig, 80% god dag.«

Begge børn er dog blev syge; lungebetændelse og dårlige ører begge to. Så hun føler sig noget belastet. Men hun har ikke angstfyldte tanker omkring børnenes sygdom.

Vi skelner mellem, at det hun føler omkring deres konkrete sygdom er normal moderlig, kun let overpylret, bekymring. Men det hun føler i forhold til sig selv er irrationel angst.

Jeg oplever, at Gitte, nærmest fra dag til dag, bliver skarpere i forhold til at rubricere, hvilke former for følelser, hun føler – og hvor meget det fylder i hende gennem dagen. Hun er ikke længere bange for at “rejse i sine tanker og følelser.” Hun møder hele sig selv med åben pande.

Hun fortæller glædesstrålende om sin nye måde at registrere sine tanker på. Hun siger, »Jeg er begyndt at kunne identificere de irrationelle tanker, mens de opstår. Så siger jeg fra min vidnetilstand til min tanke: Pjat med det.”Med andre ord: Hun fortrænger ikke tankerne. Hun identificerer dem, uden at lade sig involvere væsentligt. Hun siger meget glad,“Jeg er begyndt at kunne bestemme over mig selv – altså mine tanker.«

Men hvad der stadig er tilbage, er uroen i brystet og maven. Hun siger, igen med en ny form for afklarelse, samtidig med at hun er næsten stakåndet i sin venten på, hvordan jeg reagerer: »Men jeg ved godt, hvad det dækker over, udover den generelle sygdomsangst. Det er stadig det der med selvmord. Jeg er bange for den del af mig, der kunne finde på at begå selvmord!«

Vi sidder en tid og kigger på hinanden. »Den del af dig, der kunne finde på at begå selvmord… Fortæl om den del af dig..«, siger jeg.

Gitte forklarer, at siden moderen bragte det ind i slægten som en mulighed, så er det jo en åbning, en mulighed for principielt alle at kunne finde på at begå selvmord. Hun udtrykker flere forskellige ting:

- Hun er vred på moderen over, at hun overhovedet bragte den dimension ind i slægten – som en mulig måde at afslutte livet på. Det er en forkert udvidelse af muligheds-rummet.

- Men samtidig med, at de alle følte lettelse, da moderen døde, så opstår tanken: Vil det sige, at det er sådan noget, man måske ligefrem bør gøre, hvis man er meget syg?

- Det værste, værste i livet, der kan overgå én er: At man ikke bliver rask! Den slags sker jo, det har Gitte prøvet på egen krop med sin mor. – Og hun spørger næst: »Bliver jeg nogensinde helt mig selv igen? Bliver jeg nogensinde “rask”? Livslangt syg kan jo også være psykisk livslangt syg; det behøver ikke kun være fysisk.«

- Og det sidste spørgsmål, hun stiller sig – dels fordi hun ikke helt forstår, hvordan moderen bare kunne forlade sine børn, og dels fordi hun følte lettelse over hendes død: »Elskede jeg hende nok??? – Og elskede hun mig nok???«

På spørgsmålet, om det er “sådan noget man bør gøre”, introducerer jeg, at selvmord jo ikke bare er “selvmord”. Der er mange måder og mange motiver for selvmord. Selvmord kan være fejt, noget man spontant eller “kun” af psykiske grunde gør. Men selvmord kan også være en form for aktiv dødshjælp til sig selv, en absolut sidste mulighed for at forlade verden på en nogenlunde værdig måde. Så selvmord på den måde er en form for kærlighedsgerning. Min oplevelse af det, som Gitte har fortalt om hele sit liv med moderen er, at det snarere handlede om værdighed og kærlighed, end om flugt og fejhed. Hun valgte derudover den mindst makabre måde, som kan lade sig gøre, hvad angår familiehensyn. Forlade hjemmet, blive fundet samme dag i vandkanten af fremmede.

Gitte revner i tårer. Ja, det tror hun også.

Og i dét øjeblik tillader hun sig på én og samme tid at mærke sin kærlighed til moderen, og sorgen over hendes død. For første gang siden moderens død, sørger hun helhjertet – og meget, meget fyldt af uforbeholden kærlighed. Jeg kan se på hendes krop, hvordan en opspænding, et split, nogle modsætninger, der har været helt uforenelige – opløses. Hun bare ér i sorgen og kærligheden. Tilgivelsen af moderen indfinder sig, mens gråden fortsætter. Tilgivelsen af sig selv indfinder sig. Tilgivelsen af så mange ting: At hun ikke har sørget helhjertet, at hun ikke har været god nok sygehjælper, at hun har tænkt så negativt, at… Der er så meget at tilgive, at ord ikke kan rumme det. Men kroppen kan indfinde sig i en dybere hviletilstand, når tilgivelsen er HEL og indfinder sig fysisk, psykisk, sjæleligt. Tilgivelse kan ikke besluttes i tanken, men indfinder sig nærmest som en eksplosion, når man kommer længere og længere ind mod kernen af sig selv, hvor man mærker kærligheden som drivkraft for stort set ALT i livet. Nøglen er fundet, det modsætningsfyldte smeltet sammen. En transformation sket. Jeg sidder andægtigt og beundrer Gittes villighed til at forblive i svære processer, samtidig med, at hun har haft en fremdrift gennem dem, hen mod et lys, hun instinktivt bare har vidst var dér for enden af tunnelen.

Efter en rum tid, hvor vi bare sidder, konstaterer jeg, som svar på det uudtalte spørgsmål:

Kunne også jeg finde på at tage en bagdør ud? Jeg svarer helhjertet, at det tror jeg godt, at jeg kunne, hvis jeg kunne oppebære det tilstrækkelige mod i situationen. Det kunne alle mennesker finde på, er min overbevisning; det ligger i os alle. Jeg behøver ikke engang spørge hende, da hun svarer for sig selv, med overbevisning. “Ja, en bagdør – men aldrig en fordør! Det ved jeg nu med sikkerhed.”

Vi kan begge mærke, at hun er meget rolig indeni, hel på en ny måde, da hun går ud af døren.

Jeg modtager ingen mails mellem vore samtaler. Gittes intensive regressive rum hos mig er afsluttet.