9. Femte samtale, d. 16.2.

Gitte og jeg mødes, hvor hun læser sin case igennem og godkender den. Det er hårdt men også klargørende for hende at læse, hvad hun har været igennem. Hun udbryder spontant til slut gennem tårer og lidt skæv humor, »Jeg synes godt nok, at det er synd for mig!«

Vi taler om nøglen, som jeg har beskrevet den. Gitte ser stor vigtighed i den, men prøver at sætte ord på den nøgle, hun efterfølgende har holdt fast i:

»Det er ikke hjernen, der kan løse mit problem! Langt det meste, der kommer op i hjernen, er “drilletanker”. Ting, der ikke kan bruges til noget. Tidligere troede jeg, at jeg skulle gennemleve alle mine tanker som “sande” og som nogle, jeg skulle løse. Men der skete hver gang det, når jeg løste det, tanken handlede om, så om der blot 200 nye tanker. Når jeg gav dem meget energi, spredte de sig. Det er det indre, noget dybere i mig, der løser det.«

Dvs. det er en ny forholdemåde til tankerne, som Gitte p.t. beskriver som det væsentligste, hun konkret og dagligt arbejder med.

Hun konstaterer eksempelvis, at der kommer tanker op, der har med sygdomsangst at gøre. De er der ikke helt så meget som tidligere, men de kommer! Så går hun i vidnetilstanden, registrerer at nu er tankerne der igen. Hun begynder parallelt at sige til sig selv, at hun skal ikke tænde for internettet og begynde at google. Hun beslutter sig for at gøre noget andet, eksempelvis noget praktisk. På den måde får hun “brudt koblingen” af tanke, handling, mere angst, der plejer at være den normale selvforstærkende cyklus.

Hun siger med stor fasthed: »Du finder ikke svar på nettet. Du finder svarene i dig selv!«

Omkring det at begynde at lave noget andet, for at bryde tankens magt, der siger hun: »Ganske vist følger tankerne med, men de begynder at komme med langsommere hastighed. Og hen ad vejen kommer man så til at tænke på det, man faktisk gør. Så nuet dukker op – hen ad vejen.«

Vi reflekterer over kontinuumet fra på konstruktiv vis at give slip på en tanke og så fortrænge og tildække en tanke, fordi man ikke kan magte den. Den ene pol er transperant og gør, at man rent faktisk ikke bliver “fanget ind” af tankens kraft, den anden pol er uigennemsigtig, fortrængte tanker får sit eget liv og kan på uhensigtsmæssig vis “eksplodere” sig ind i hverdagen på ustyrbare måder.

Gitte beskriver en tanke, der også hyppigt kommer igen. Det er:

»Kan tankerne få mig til at gøre ting, jeg ikke vil? Jeg tænker jo ting, der bestemt ikke er et ønske eller en intention. Det er blot en dominerende tanke. Men altså, når tankerne har lavet så meget ravage i mit liv, som de har, hvor stor magt har de egentlig over mig? Hvad kan de så med mig?«