Dyrebart dagligliv i juni

En Mette Kold fortælling om hvordan en almindelig torsdag i juni blev en særlig dag...

Det er den 18. juni. Der er sommer på den måde, som jeg holder allermest af. Er lidt pinlig ved at indrømme, at jeg faktisk trives bedst de dage, hvor temperaturen er omkring 20 grader. Jeg synes, jeg burde synes, at 25 grader og bagende sol er endnu bedre. Det er også skønt i weekender, i ferier og i de sene aftentimer, når man kan sidde ude mod vest klokken halv elleve og nyde lyset og den tilbageværende varme i væggen. Men på en hverdag, der byder på arbejde og meget inde tid, så er 25 grader næsten så meget for særligt, at det forstyrrer.

Så denne her 18. juni, hvor der i starten af ugen er faldet masser af regn, så det hele dufter intenst grønt, og farverne struttende mætter mine øjne – sådan en dag mærker jeg sommerens liv så altfavnende, at jeg næsten bliver bange for at miste dem og det, jeg har kært.

Det er åbenbart det menneskelige åg og lod, at når lykken er allerstørst, så er skrøbeligheden det også. Dér midt i den allerstørste livfuldhed bliver jeg bange for at miste, bare sådan på abstrakt eller eksistentiel vis bange, samtidig med, at jeg bevidst vælger nærværet og lykkefølelsen. Angsten skal ikke få lov at erobre mig…

Sebastian er lige blevet færdig med 9. klasse – sågar med fine karakter. Kathrine har fået ferie efter 2 veloverståede eksamener i 2.g. Så de er easygoing. Clara hænger stadig i med hverdagen, men der er meget rum til hygge, som f.eks. denne dag.