Mål, nytteværdi og mening

En Mette Kold fortælling. Denne piste kørte jeg ned ad mange gange ved årsskiftet 2017-2018 sammen med min familie. Opholdet i alperne omkring nytårsaften satte mange tanker igang om det at sætte sig mål og lave nytårsløfter til sig selv eller omgivelserne. Min oplevelse er, at forestillingen om hvad der er et mål, hvad det vil sige at være nyttig og oplevelsen af mening skifter fra livsfase til livsfase.

Et fuldbyrdet liv, hvor der ikke er flere væsentlige mål

Jeg er blevet såkaldt midaldrende. Professionelt har jeg droslet ned til cirka halvtidsarbejde pt. Det står i skærende konstrast til dengang, hvor jeg nærmest nonstop boblede over af ambitioner om, hvad der skulle nås og opnås; og jeg nåede stort set altid i land med de ting, jeg satte mig for. Privat er børnene blevet store, de trives, og jeg kan mest bare nyde samværet med dem, ligesom at de bringer energi, praktiske hænder mm. til samværet. Så der er heller ikke her noget, jeg som sådan skal. Familien i øvrigt er varm og levende. Vennekredsen er solid. Med andre ord: Livet er på mange måder fuldbyrdet.

Hvad så nu? 

Indefra oplevet er det nu en salig periode med vidvinkel, hvor livet meget mere sanses og leves i nuet, end det er et projekt. Men der har været et stykke vej hen til den indre fred. Og ok, indimellem er det næsten for tomt, men den indre stemme dikterer, at sådan skal det være lige nu, det kan ikke være anderledes, koste hvad det vil på det ydre målplan og med hensyn til eventuelt manglende forståelse fra andre med hensyn til, hvad mon der er på færde i hende den skøre Mette Kold.

Kalenderen skal have en masse huller, der skal være meget åbent space - sådan er dét!

En lang overgang vidste jeg ikke, hvorfor denne drift har taget mig med stadig større kraft de sidste 4-5 år. Endnu mindre vidste jeg, hvad det rum skulle bruges til. Der var en lang frustrations- og inkubationsperiode, før jeg opdagede, hvad der var i gang med at blive født. Jeg var indimellem forskrækket over, om mon jeg havde en depression eller var blevet livstræt. Jeg bebrejdede i en lang periode også ofte mig selv, at jeg ikke var nyttig nok, udrettede nok, brugte mine ressourcer nok. Undrede mig over, hvorfor og hvordan jeg ikke evnede at indgå i nogle som helst 'vi er' sammenhænge, dvs. en faglig gruppe eller et parforhold, der var en defineret konstruktion, identitet, ramme. Alle rammer måtte jeg vende ryggen til, uanset hvor meget jeg sympatiserede med projektet og menneskene. Jeg var i en vedholdende nedbrydningsfase, eller ind imellem føltes det mere som en defragmenteringsfase, eller måske mest af alt på en rejse indefter i mig selv, og så kan man jo ikke samtidig være i gang med at være i projekter 'derude'. Alt jeg tidligere havde elsket at opbygge, tabte jeg interessen for. Havde ikke noget at sige, skrive, skabe. Jeg bare 'var'.

I bakspejlet kan jeg konstatere: Nej, jeg er hverken depressiv eller livstræt, nok snarere kultur- og mennesketræt. Eller nej, egentlig heller ikke træt, fordi min nysgerrighed over for andre, og medfølelsen med deres udfordringer, er stadig intakt - og dermed også trangen til at supporte og hjælpe. Jeg tror egentlig bare, at jeg blev kultur- og menneskemæt, dels fordi livet var for fyldt hermed, dels og vigtigst fordi denne livsfase er i færd med at skubbe mig hen imod en mere ægte og hvilende i sig selv måde at være i livet på. F.eks. var det værste, jeg tidligere kunne forestille mig, at være unyttig, usynlig og alene. Nu har jeg prøvet disse tre ting så meget de senere år, så det føles trygt og fredfyldt også hér.

Nu ved jeg, at der blev nødt til at blive så stille på det ydre menneskeskabte projekt- og relationsplan, så noget andet kunne og kan komme til syne, nemlig det jeg for nu ikke vil bruge andre ord for end livet selv. Næsten usynligt, og dog buldrende, vedholdende og vedvarende, uanset hvordan jeg eller andre mosler og agerer. Nuvel, vi kan ødelægge nogle af betingelserne for dét liv gennem vores rovdrift på kloden. Men i sidste ende er Moder Jord ligeglad med os. For uanset om vi er her, så foregår døgnrytmen og årstidsrytmen, og dyr finder rum til liv, vandet cirkulerer som det har gjort i milliarder af år, og enhver fri plet jord vil springe i skov, hvis ikke mennesker eller dyr forstyrrer. Kloden er så vanvittig overflod af liv, repræsenteret i enhver plante, ethvert træ, ethvert dyr, ethvert menneske. Vi behøver slet ikke at agere så meget, som vi gør. I bedste fald er det ligegyldigt, i værste fald skadeligt for både kloden og os selv. Hvad jeg oplever at have fået indsigt omkring er, at vi fleste arbejder alt for meget imod de naturlige flows og rytmer, der er udenfor og indeni os. Det gælder også i relationerne; det bedste jeg pt. ved er at blive helt stille sammen, helt urørlige, og så bare sidde sammen og registrere, hvordan menneskeenergi der møder menneskeenergi bliver til en brusende flod af kærlighed, der flyder. Og lykkefølelsen vokser selvfølgelig i mig, hvis vi er to om at være bevidste om det. Det skal understreges, at den form for kærlighed er ikke kun forbeholdt parforhold, børn, de nærmeste; det er en universel kærlighedskraft, der flyder konstant mellem alt levende. Så lykkefølelsen er der også, ofte endda mere intenst, når jeg går en tur langs vandet, i en skov eller bare sidder og kigger på en blomst. Naturen kan selvfølgelig sagtens erfares i byen, fordi døgnets rytme hele tiden er i bevægelse. Der er træer, der følger årstiderne. Op ad den lille plet jord vokser årstidens blomster - osv. Men det er selvfølgelig nemmere at være forbundet med naturrytmerne, når menneske- og kulturtætheden bliver mindre.

Hvad der således er blevet væsentligt for mig at bruge megen tid på er: Lytning til de naturlige rytmer. Og ageren og medleven i forhold til dem. Dét liv, jeg er begyndt at kunne erfare med stadig større kraft, føles som det egentlige liv - og er slet ikke på nogen måde stilstand. 

Men tilbage til: Hvad nu? Livet skal vel have én eller anden form for retning, også selvom det er såkaldt fuldbyrdet? Det at skue udover Alperne i De Fire Dale i Schweiz giver yderligere sprog og perspektiv omkring det at have og sætte sig mål.

Balancen mellem her og nu og 'det derude'

Forskellige ski-oplevelser gav mig metaforiske mere præcise begreber for retning, mål og visioner. 

Den første lektie, jeg tog med hjem, affødtes af nogle små ufarlige styrt, jeg havde. Mønstret var det samme ved hvert styrt; jeg havde blikket rettet alt for langt fremefter. Den ene gang fordi jeg havde travlt med at regne ud, hvordan jeg kom ned til den hyggelige udendørs café, hvor vi skulle indtage glühwein. Den anden gang fordi jeg kørte på ski i skyggen og havde travlt med at kigge ud på solens sidste lys på bjergene modsat, og hvordan himlens blå farver skiftede opefter. Den tredje gang fordi jeg blev optaget af, om den lille streg på billedet nedenfor med en lille-bitte ting på, mon er en lift til toppen af bjerget? (Jo, det var det. Det højeste bjerg i regionen, 3.300 meter - og vi nåede op på den top :-))

Så altså, man skal selvfølgelig beslutte sin retning: Skal jeg køre på pisten? Skal jeg tage chancen og forsøge mig med lidt offpiste, fordi puddersneen er uimodståelig? Rækker mine evner? Hvad kan min krop magte? Og hvor ender jeg, hvis jeg tager den ene frem for den anden vej?

Men man skal ikke være mere retningsfokuseret, end at man også holder en jævnt svævende opmærksomhed på nuet og næste sving. Der kan være en lille pukkel, en klump blød sne kørt op af en anden skifarende, der kan pludselig være et sted, hvor der kun er is, eller der kan komme andre skiløbere, man bumper ind i, hvis ikke man tager højde for deres bevægelsesmønster, som så alligevel kan overraske. 

Sådan synes jeg faktisk, at det har været med det meste i livet; man kan aldrig vide, om man rent faktisk når målet. Eller ofte har målet reformuleret sig selv, er blevet ubetydeligt eller umuligt at nå, inden man overhovedet når frem.

Så det bedste man kan gøre, er at gøre hver dag, hver handling med størst mulig omhyggelighed og nærvær. Ligesom at skiløbet aldrig bliver bedre end kvaliteten af næste sving. 

Er der ingen tilsyneladende retning eller er det for svært lige nu: Enten dvæl. Eller tag små skridt!

En anden vigtig ting, jeg tog med, stammer fra da vi nåede toppen af bjerget. Vejret nede i dalen er aldrig som vejret oppe i højden, og det skifter hele tiden deroppe. Da vi kom op, var der blæsende og minus 14 grader. Dagens påklædning passede dermed ikke dertil, og vi hundefrøs. Værst var dog, at 3 af vi 6, der var kommet derop, havde faktisk ikke formåen til at forcere den ultra-sorte, puklede piste, der skulle føre os ned. Den bedste af os var i sit es og var nærmest dansende henover puklerne; hans kompetencer blomstrede i fuldt flor og matchede fuldt udfordringen. De to, der var unge, stærke og dygtige på ski, klarede det nogenlunde. Vi tre mindst dygtige var på den. Det, vi så gjorde, var at give os til at køre langsomt på tværs af bjerget, lægge os på ryggen og vende skiene, når vi nåede ud til kanten - og så langsomt den modsatte vej igen. For hver gang vi vendte, nåede vi 20-50 meter længere ned ad bjerget. Det tog temmelig lang tid. Men vi nåede næsten til at more os, når vi krydsede hinanden. Selvom vi hver især kun havde os selv til at føre skiene, så var vi trods alt fælles om at komme ned ad det bjerg. Der var reelt ingen fare på færde, når blot vi gjorde det på denne måde, så den første ængstelse blev hurtigt erstattet af morskaben over denne måde at komme ned på.

Livsfasen hvor livet selv er alt rigeligt mål

Hvad skal egentlig styre ens retningsvalg? Jeg har oplistet nogle ting, der føles sande i hvert fald lige nu: - Det skal være sjovt. - Det skal være inden for ens kompetencefelt. Eller i hvert fald inden for nærmeste udviklingszone. - Det må ikke skade andre. - Det må gerne foregå sammen med nogen, der har lyst til at køre nogenlunde samme vej, for det er sjovt at opleve sammen. Men skiene bliver man nu engang nødt til selv at styre, og ens vej ned af bjerget bliver aldrig den helt samme som den eller dem, man bevæger sig dernedad sammen med. - Og så må oplevelserne rigtig gerne foregå sammen med nogen, man som minimum har et sympatiforhold til, og gerne et kærlighedsbaseret forhold til, for så er man meget mere tryg, gensidigt understøttet og løftet. Dette uanset om vi taler om privat- eller arbejdsliv.

Skal jeg 'redde verden' eller skal jeg 'udrette noget enestående'? Nej! Verden foregår glimrende med eller uden mig. Og verden ér allerede enestående! Så jeg kan forsøge at være i flow med de naturlige elementer og rytmer, som gennem tusindvis af år er afstemte i forhold til hinanden. Jeg kan forsøge at gøre mindst mulig skadelig indhug i ressourcerne, og selvfølgelig også gerne opbygge igen, der hvor jeg har taget af dem. Og jeg kan forsøge at give kærlighed og være åben for at modtage kærlighed, så dén allervæsentligste livskraft også er i flow.

Er ovenstående tilstrækkelige mål at have? Det er jo sådan set mere styreredskaber end det er egentlige mål. Jeg har i en efterhånden lang periode ikke rigtig haft nogle kulturelt kvantificerbare mål. Det finurlige er, at masser af ydre sansninger, indre kropssansninger, masser af ting der sker indeni og udenpå, bliver synlige for opmærksomheden, når man ikke er i kontraktion og fokus med et bestemt mål, men mere er i en slags 'bevidsthedsmæssig vidvinkel-tilstand'. Tankerne og følelserne mister deres dominans i ens liv. Selvhøjtideligheden smuldrer. Identiteterne forsvinder. En helt ny form for levendehed fødes.

At jeg har fået øje på 'livet selv' i denne periode, har mest af alt føltes som en naturlig fødsel, som milliarder af mennesker før mig formentlig har gennemlevet mere eller mindre bevidst. Jeg har ikke kunnet bruge én eneste '7 trin til...' new-age bog eller andre af neoliberalismens begreber til noget som helst. Men intuitivt har jeg vidst, at jeg var på rette vej i forhold til det at fødes ind i en ny livsfase, visdommens livsfase. Gode lærere har ageret kompasnål for mig. Ældgamle filosofier har begreber for processen. Jeg har i dette skriv blot erfaringsoversat dem. Og jeg gætter på, at nogle af jer mange fortvivlede, der ikke kan forstå jeres såkaldte midtlivskrise, kan finde lidt trøst i mit skriv. Det er et arketypisk livsfaseskifte, der er på færde, efter at man runder 45-50 år. Og vi har i vores nytte-, handle- og ydrefokuserede kultur glemt at kigge tilbage i kulturerne og historiebøgerne efter, hvordan menneskene før os gjorde, når de overgik fra den reproduktive fase til den næste mere 'hvilende i sig selv' livsfase.

Jeg er taknemmelig for en god venindes humoristiske og varme spørgsmål, når vi ind imellem talte sammen og der var det evindelige og normale spørgsmål om 'hvad har du lavet i dag?' (underforstået 'udrettet'). Når jeg svarede 'ingenting', så spurgte hun, hvad jeg så havde oplevet og lavet, da jeg lavede 'ingenting'. Og det at fortælle om, at jeg denne dag igen, selvvalgt, havde været helt alene i 10 timer, indtil min datter kom hjem fra skole, og havde siddet og kigget på en svamp gro, havde ligget på græsset og fulgt en skys bevægelser, havde krammet et træ og havde siddet på en bænk som en slags alien og kigget på mennesker mere som en rytme og puls, end som nogen, man kunne relatere til, det lyttede hun til uden mindste undren eller fordømmelse. Det var en stor trøst, da jeg var mest bekymret for, hvad der mon var på færde.

Jeg kunne godt have brugt, at dronningen i sin nytårstale for fem år siden og ikke først i år, opfordrede os til ind imellem at være unyttige. Og måske jeg slet ikke er så sær endda, selvom jeg ind imellem har følt det sådan. Dronningen sagde: 

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, - et sytøj, en skitseblok; noget med farver.

Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

Det er slet ikke så unyttigt endda.

Jeg skylder måske den undrende læser at understrege, at jeg har ikke 'snyltet på samfundet' i perioden, hvor alt dette er foregået. Flere ting gør, at det har været muligt: - Jeg har arbejdet på nedsat tid inden for mig fag,  primært i egen enkvindesvirksomhed, hvor det er muligt for mig at skrue op og ned for aktivitetsniveauet. Jeg er bevidst om, at det er en fleksibilitet, der ikke er alle forundt. Omvendt betaler jeg også en usikkerhedspris for det, jeg har ikke lønsikkerhed, får ikke løn i sommerferie etc. - Jeg har forenklet drastisk omkring mængden af besiddelser, medlemsskaber af foreninger, selskaber, har droslet ned mht. mængden af videreuddannelseskurser mm. - Jeg har generelt set reduceret mit pengeforbrug inden for en lang række områder. - Og så har jeg været heldig at have lidt på kistebunden til at spæde op, når den løbende indkomst ikke rakte.