24. Tak for nu - og tak for følgeskabet

I sidste uge talte vi om, at 'I flok løftes energien'. Skal det lykkes, så er der nogle præmisser, der er nødt til at blive fulgt. Nogle værdier, der bliver nødt til at ligge til grund. Vi skal ville hinanden det bedste. Når vi er skrøbelige eller i gang med at lære noget nyt, skal vi give hinanden en hånd på vejen. Når vi er venner med nogen, skal vi også være der, når fundamentet behøves stabiliseret

Spørgsmålet om 'hvad får jeg ud af det?' - og den medfølgende 'jeg synes, jeg er den der giver hele tiden', skal erstattes af win-win perspektivet.

 

Disse billeder fra en legende akroyoga-workshop siger sådan set det hele. Lad os huske at lege lidt mere sammen! 

Det har været os en ære at følges med I mange læsere gennem disse 24 uger. Vi håber I har fået gode inspirationer gennem ugerne.

Vi har selv nydt processen at udfærdige disse mails. Vi havde en løs skabelon forud for forløbet. Hver mandag kl. 20 under en facetimesamtale begyndte vi at tune ind på, hvad der helt konkret skulle ud. Vi skiftedes til at tage første kladde skrivetjansen. Vi afstemte også med naturrytmerne og de inspirationer og oplevelser, vi hver især fik i vores liv. Om torsdagen skærpede vi til og gjorde mailen færdig. Så udover at være kanaler for udfærdigelsen af den ugentlige mail, var vi også selv modtagere for ugens inspiration i kød og blod og eget levet liv.

- Så det med at lege med og understøtte hinanden - det har vi i praksis nydt gennem hele denne herlige proces.

Kærlig hilsen

Pernille H. Krogh og Mette Kold