4. At trække stikket

Forudsætningen for at kunne lytte til sin krop er at være stille i ny og næ. Det har de sidste tre mails givet forskellige invitationer til. Vi håber, at sidste uges fuldkomne åndedræt har givet dig god kontakt til dine imponerende lunger. 

Alt imens du fokuserer på at trække vejret og mærker roen folde sig ud, så bringer det dybe åndedræt brugt energi ud af systemet og dine lunger optager ny energi. Helt uden at det skænkes en tanke.

Og sådan er der så meget, der sker, helt uden at vi skænker det en tanke. Det er næsten en tanke værd :)

At trække stikket

Mens efteråret flammer op i de smukkeste gyldne glødefulde nuancer, så lad os bruge den næste uge på helt konkret at trække stikket. Dvs. i større eller mindre øjeblikke: Gør dig fri af gøremål og elektronik. For bagom alt det, der kan optage tankerne og snuppe al fokus – da foregår LIVET hele tiden, helt af sig selv.

I modsætning til elektronik, så lader du allerbedst op, når du trækker stikket og falder i staver over et fugletræk, med fingrene i hundens pels, til lyden af regnen der plasker mod ruden. 

Gå ud. Læn dig op ad muren. Gå en tur. Tag en lur. Læg dig i en solstråle. 

Det er ikke sikkert, at det er meget, det bliver til, men brug denne mail til at skærpe bevidstheden om:

At det at gøre ingenting, det kommer der tit noget godt ud af.

En vågen hvilen. Tiden står stille. Det er meningsfylde i sin fineste essens. Du er. Du er gået i et med dét. - Med hvad, spørger du måske? DET! 
 
Og det er godt.

Læs næste: 5. Hjertet