You are here

Smertevenlig kost

Artiklen er fortrinsvis skrevet til endometrioseramte kvinder, men artiklen kan med fordel også læses af smerteramte hvor der er en inflammatorisk komponent i smertetilstanden.

Når man i dagligdagen er påvirket af en kronisk sygdom (som f.eks. endometriose), kan man ofte være fristet til at gå på kompromis med det, man i virkelighed godt ved, er ’sund kost’ af den simple årsag, at ens energi til fulde bliver brugt til blot at komme gennem dagen. Så når man når til at skulle tænke indkøb, mad, sammensætning af kost, indhold af vitaminer og mineraler, - ja hvordan var det så lige?

Fordi trætheden erfaringsmæssigt fylder så meget hos kvinder med endometriose, bliver hele processen og vanen med at tænke ’sund kost’ ind i dagligdagen ofte kortsluttet grundet mangel på overskud og energi, og man når kun frem til at tænke: ’i morgen gør jeg det!’

I det lange løb kan det imidlertid være en skidt form for prioritering.

En korrekt balanceret fødeindtagelse er essentiel for alle, og en ordentlig kost er med til at fremme den generelle sundhed.

Men der findes desværre ingen lette genveje, ingen snilde løsninger og ingen fikse kure til en bedre helbredstilstand gennem kosten.

De vante cirkler, man bevæger sig i rent kostmæssigt, og ens almindelige rutiner skal brydes, for det er det lange, seje træk i hverdagen, der i løbet af en periode vil vise sig som den store gevinstgiver.

Erfaringsmæssigt kan disse gevinster komme i form af en øget tolerance overfor behandlinger samt disses eventuelle bivirkninger. Rigtig mange fortæller om et øget energiniveau, og lidt efter lidt erfarer man sig frem til, at det vitterlig er indsatsen værd at tænke ’sund kost’ ind i ens hverdag.

For en periode kan det være OK, under kyndig, individuel vejledning, at supplere sin kost med et vitamin- og mineraltilskud.

Grundlæggende kan nok så mange penge brugt på kosttilskud i div. helsekostforretninger dog aldrig gøre det ud for en sund og varieret kost; det vil altid blot være at betragte som krykkestokke i mangel af noget basalt.

Prioriter i stedet for de sunde, friske råvarer og spis så godt som du har råd til!

Det skal gøres klart, at der desværre kun findes ganske sparsom forskning omkring kostens indflydelse på endometriose.

Dette faktum kan meget vel hænge sammen med, at for at lægelig forskning bliver betragtet som sober, veldokumenteret forskning, skal den udføres i henhold til nogle meget stringente metoder. Disse metoder kan det være svært, for ikke at sige umuligt, at håndhæve og kontrollere når der fremstilles et måltid mad hjemme i de private køkkener hos de enkelte kvinder med endometriose.

Et italiensk studie fra 2004 [1] har dog, som det hidtil mest markante studie, set på sammenhængen mellem kost og risiko for endometriose i bækkenet.

Studiet viste, at der opstod en signifikant reduktion i risikoen med en større indtagelse af grønne grønsager og frisk frugt, hvorimod det var forbundet med en øget risiko med et stort indtag af oksekød samt andet rødt kød inkl. svinekød. Indtagelse af mælk, lever, gulerødder, ost, fisk og fuldkorns produkter såvel som indtag af kaffe og alkohol var ikke signifikant relateret til risikoen for endometriose.

Sammenfattende var konklusionen i studiet, at en sammenhæng mellem kost og risiko for endometriose må formodes.

Blandt tusindvis af kvinder med endometriose er der samlet så mange erfaringer, at de vigtigste af disse erfaringer skal videregives her.

Det skal endvidere tilføjes, at der selv blandt eksperterne er enighed om, at fordi man ikke har set beviserne, er det ikke ensbetydende med, at de ikke findes!

En del af det er at betragte som ’almindelig, sund fornuft’. Dele af det er sagt før og er alment gyldigt, og således ikke kun gældende for kvinder med endometriose. For mange vil de følgende råd imidlertid indebære drastiske ændringer i dagligdagen. Gør de det, er det vigtigt at se det som en proces, og kun tage ét skridt af gangen.

Indarbejd én eller to ting i dagligdagen, og når man så oplever, at dét er blevet en del af ens rutine; så tager man det næste skridt.

- Kan man på sigt opnå at efterleve principperne f.eks. 80% af tiden, så tænk på det som en sejr frem for at tænke på de resterende 20% som et tab.

Inden vi går til det specifikke omkring kost og endometriose, er det derfor vigtigt at forstå, at ens livsstil – og personlige valg af livsstil, kan spille en afgørende faktor for ens oplevelse af hverdagen med endometriosen.

Din måde at leve og indrette dit liv på, kan have afgørende indflydelse på din helbredstilstand!

Mange patienter med endometriose har erfaringsmæssigt god smertelindrende effekt af kostomlægning med vægt på tungt fordøjelige grønsager sammen med fisk og lyst kød som proteinkilde.

Et tilskud af E vitamin på 400 i.e. pr. dag har i et studie vist en signifikant reduktion i menstruationssmerter, perioden med smerter samt blodtab under menstruationen hos unge piger i alderen 15 til 17 år. Studiet konkluderer, at E vitamin repræsenterer en sikker og effektiv behandling af menstruationssmerter. [2]

Omega-3 polyumættede fedtsyrer (’fiskeolier’) har ligeledes en dokumenteret effekt på menstruationssmerter.

Der foreligger dog ingen kliniske studier specifikt på endometriose omkring hverken E vitamin eller Omega-3 polyumættede fedtsyrer.

Hvad vides der om endometriose?

  • Stimuleres af østrogen
  • Immunforsvaret er involveret
  • Endometriose er inflammatorisk

Østrogenniveauet påvirkes bl.a. af:

  • For meget sukker og hvede
  • For lidt protein
  • Mangel på motion samt af
  • Dioxin.

Smerter påvirkes af et stof, der hedder prostaglandiner:

Af disse er visse prostaglandiner kendte for at fremme inflammationslignende tilstande, hvorimod andre en kendte for at hæmme de inflammationslignende tilstande.

Ydermere ved man, at der i kvinder med endometriose i forvejen findes en øget mængde af de ’dårlige’ prostaglandiner, som fremmer de inflammationslignende tilstande (kaldes PGE 2).

Lidt populært sagt, så slæber disse kvinder i forvejen rundt på nogle ’minuspoint’, men med kosten kan man selv gøre en indsats for at mindske dette skæve forhold.

Den såkaldte ’gode mad’, der har en positiv indvirkning på niveauet af prostaglandiner i kroppen kendetegnes ved at have et højt indhold af protein.

De bedste kilder til protein er:

  • Magert kød, linser, bønner, æg, brune ris og quinoa. (Quinoa er frøene af en Sydamerikansk bælgplante. Frøene minder i udseende en del om hel hirse, de tilberedes ved kogning i ca. 25 minutter.)

Desuden anbefales et dagligt indtag af:

  • Nødder og/eller mandler, da disse er righoldige på både zink og olie.

To til tre gange om ugen anbefales det at spise:

  • Fed fisk af varierende art samt
  • Yoghurt med acidophilus

Sørg for at spise rigeligt med komplekse kulhydrater i form af:

  • Rug, havre og majs
  • Grove grønsager. - Disse fordøjes langsommere gennem tarmen i modsætning til bladsalater, tomater, agurk og tilsvarende mere vandholdige grønsager.
  • Suppler med et par stykker frugt hver dag.

Drik rimelige mængder væske (dvs. ca. 1½ liter pr. dag), primært i form af:

  • Vand.

De vigtige vitaminer og mineraler for kvinder med endometriose, samt eksempler på nogle af de madvarer de findes i [3]:

  • B-vitaminer Lever funktion, progesteron-balance, dannelse af immunogloboliner på tarmmembranerne (grønsager, fede fisk, bønner, ris, kylling)
  • C-vitaminer Immunforsvar, gode prostaglandiner, anti-inflammatoriske (bær, grønsager, tomater, blomkål)
  • E-vitaminer
  • Antioxidanter, immunforsvaret, fertilitet (sojabønner, olier, grønsager, æg, bananer)
  • Magnesium
  • Energi til cellerne, absorbering, muskelafslappende, dyb søvn (nødder, bønner, bananer, ærter, figner)
  • Zink
  • Immunforsvar, infektioner, cellernes indbyrdes immunitet, hormonproduktion, prostaglandiner, fertilitet (østers, ingefær, nødder, ærter, linser, kylling)
  • Olier
  • Reducerer inflammation, styrker immun- og nervesystemet (oliven, fede fisk, nødder, koldpressede olier)
  • Selen
  • Antioxidant, reducerer inflammation (fisk, tang, broccoli, paranødder)
  • Krom
  • Normaliserer blodsukkerbalancen (rug, østers, æg, peber, kylling)

Følgende fødevarer anbefales det at skære ned på:

  • Chokolade, slik, is, kager, kiks
  • Citrusfrugter
  • Mælkeprodukter fra køer
  • Rødt kød (lam, svin, okse)
  • Fede sovser
  • Kaffe, alkohol, stærk té, cola
  • Simple kulhydrater
  • Mættede fedtsyrer
  • Aspartam (kunstige sødestoffer)

Kan dette så betragtes som behandling?

  • Mange siger, de får det bedre med disse principper for kost.
  • Som mange andre behandlingsmetoder for endometriose, virker principperne for kost hos nogen, men ikke for alle.
  • Til gengæld kan der loves ’behandling’ uden bivirkninger.

 

Referencer:

[1]: Parazzini F, Chiaffarino F, Surace M, et al. publiceret i Human Reproduction. 2004; 19 (8): 1755-1750. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/sites/entrez?Db=pubmed&Cmd=ShowDetailView&TermToSearch=15254009&ordinalpos=11&itool=EntrezSystem2.PEntrez.Pubmed.Pubmed_ResultsPanel.Pubmed_RVDocSum

[2] : Ziaei S, Zakeri M, Kazemnejad A. A randomised controlled trial of vitamin E in the treatment of primary dysmenorrhoea. British Journal of Obstetrics and Gynaecology, 2005; 112(4):466-9.

[3]: Uddrag af folderen ’Endometriose – hvordan kan kost hjælpe?’ udarbejdet for Endometriose Foreningen marts, 2005 af Lone Hummelshøj  i samarbejde med ernæringsterapeut Dian Shepperson Mills.