You are here

Tid til at være der

Denne kronik - med spørgsmålet »Hvordan går man til psykolog i en performance- og forbedringskultur?«, skrevet af Mette Kold, blev bragt i Weekendavisen fredag d. 22. juni 2018.

At vi fleste oplever at leve i en performance- og forbedringskultur kan næppe bestrides. Der dokumenteres i undersøgelse efter undersøgelse mistrivsel blandt børn og unge. Mængden af stressramte på arbejdsmarkedet vokser. Ligesom at angst og depression rammer stadig flere. Vi er ikke i stand til at klare mosten. Både mænd og kvinder, unge som gamle og såvel lavt- som højtuddannede. 

Det er blevet mainstream at gå til psykolog med sine udfordringer og problemer. Men hvad kommer vi egentlig hos psykologen for?

Et historisk oprids

Kigger vi lidt tilbage i tiden og frem til nu, har svaret på dette spørgsmål forandret sig en hel del. Hvordan psykologer gennem tiden har arbejdet, og hvordan mennesker har brugt samtalerummet hos en psykolog, afhænger i høj grad af de værdier og normer, der i øvrigt er styrende i kulturen.

Jeg har været i psykologfaget i snart et kvart århundrede, og i den periode har måden at være psykolog på udviklet sig meget. Da jeg i slut-80’erne læste til psykolog gik en del stadig i traditionel psykoterapi. Dvs. man lå på en briks, havde ingen væsentlig øjenkontakt med terapeuten, der sad skråt bagved og i princippet kunne være nærværende eller ej. Man brugte f.eks. ’de frie associationers metode’ – dvs. man fulgte sin egen tanke- og følelsesstrøm, derhen den nu bevægede én, i forventningen om, at primærprocestænkningen, der ad den vej viste flige af sig, havde noget sub- eller ubevidst materiale, det var hensigtsmæssigt, at man fik kontakt med og efterfølgende analyseret. Målet med terapien var flydende, og selve det at man havde en introspektiv stund, var rigeligt mål i sig selv. Dvs. proces var mere i fokus end udbytte som sådan. Man gik typisk i terapi 2 gange om ugen, dvs. der var masser af timer til rådighed for ens proces. 

Andre terapiretninger eksisterede sideløbende med psykoanalysen. Humanistisk terapi voksede frem i 50’erne, bl.a. som et oprør mod psykoanalysens neutrale terapeut. Her blev det vigtigt, at man som terapeut var tilstede med hjertevarme, engagement og empati, idet det at blive menneskeligt mødt ansås at være det væsentligste i det terapeutiske møde. Her var der heller ikke som sådan terapeutiske mål, det var mere processen at blive forstået og det menneskelige møde, der var i højsæde. Igen mere proces end udbytte / mål. Hverken terapeut eller klient skulle som sådan præstere forandring – de skulle etablere et autentisk menneskeligt møde, hvor kvaliteten af nærværet var både proces og mål for mødet, hvilket mentes at have en helende effekt på de udfordringer og sjælelig sår, man havde. 

Eksistentiel terapi var i familie med humanistisk terapi, og her satte man forstørrelsesglas på de store livsspørgsmål: Forgængeligheden, meningen, aleneheden. At sætte ord på, blive mødt i, blive bevidst om – dette var dynamikken hvoromkring man mødtes. Igen var et decideret udbytte ikke som væsentligt, det var den refleksive og introspektive proces, der var omdrejningspunktet. Det at blive mødt i det grundlæggende alenehedsvilkår var trøstende, og man erfarede, at der var lidt mere ro på i ens tanke- og følelsesstruktur, når man havde bearbejdet livets store spørgsmål om mening og retning i et trygt rum, hvor der var tid nok til bare at mærke efter og mærke sig selv sammen med et nærværende menneske.

Kognitiv adfærdsterapi var terapiformen, der eksplicit begyndte at indoptage forbedringsformålet. Dels arbejdede man med tankestrukturer -  og ÆNDRING af dem. Ud med de dårlige, ind med de gode - lidt firkantet sagt. Og man begyndte at lave kvantitativ forskning, hvor det blev effektdokumenteret, om terapien havde EFFEKT på angst, depression mm. Og endelig gjorde man terapiforløb væsentlig kortere. 10 gange skulle være tilstrækkeligt til at lave effekt, ellers var det ikke nyttigt at fortsætte terapien. Så terapi fik også et helt eksplicit formål, at den skulle være EFFEKTIV. 

Personligt kan jeg se fordele og ulemper ved de nævnte terapiformer, der alle stadig eksisterer, men hvor kognitiv adfærdsterapi har vokset sig meget stor de seneste årtier. Hver terapiform vinder jo nok sin popularitet bl.a. ved at repræsentere de værdier, der strømmer i tiden – og ikke i særlig høj grad siger værdierne imod. Jeg vil således henlede opmærksomheden på, at kognitiv adfærdsterapi er en terapiform, der passer perfekt ind i værdierne om performance og forbedring – og helst hurtigt. Terapiformen er nøglebærer af en nytteetisk kultur, og det påvirker desværre både terapeuten, klienten og mødet mellem dem. Klienten møde temmelig ofte op med en forventning om, at terapeuten fixer vedkommende. Man skal jo menneskeligt udvikle sig af terapien, man skal blive sin depression kvit, og man skal være i stand til at tænke mere positivt, så man kan blive ’en bedre udgave af sig selv’ og blive en succes i erhvervslivet og privatlivet. Og terapeuten præsenterer redskaber og metoder, som lover hurtige forandringer. Terapeuten skal være dygtig til at ’sælge varen’ og klienten skal gøre sit hjemmearbejde ordentligt. Begge parter i relationen bliver præstationsfokuserede – og mindre relations- og procesorienterede. Begge er i risiko for at fejle – og påvirkes både subtilt og eksplicit negativt heraf. Det ved jeg fra både at have arbejdet som terapeut og som supervisor for kolleger.

Der er sket en yderligere stramning med sundhedsforsikringernes indtog. Her er antallet af samtalegange reduceret yderligere, nemlig (i de fleste forløb) til 5 gange. Og psykologen må først skrive regning efter forløbsafslutning - så der er ydermere en økonomisk gulerod omkring at afslutte forløbet hurtigt. Der udfyldes sluttelig et skema, hvor både psykolog og klient rangerer: 1) Hvor værdifuldt det var at tale med psykolog. 2) I hvilken grad problemet objektivt blev løst. 3) Og i hvilken grad problemet ikke længere opleves som et problem. 

I denne struktur er der endnu en forandring fra tidligere tiders terapi. Tidligere valgte man en psykolog, man havde hørt om, man fornemmede om man var i trygge hænder. Man havde typisk en for-samtale, hvor man gensidigt afstemte kemi og andre ’fornemmelsesagtige’ kvaliteter. Man havde som klient selvfølgelig ikke lyst til at overgive sig til et forløb af længerevarende karakter, hvor det at blive ’set og mødt’ var det essentielle, hvis ikke man følte sig i tryg favn. Som psykolog var man også omhyggelig med at registrere, om der var potentiale for en god alliance. 

I dag henvender man sig som stressramt til sundhedsforsikringen, der tildeler én en vilkårlig psykolog. En psykolog bliver et objekt, der skal fixe et andet objekt hurtigst muligt. Der er ikke afsat en ’føle hinanden på tænderne’ samtale. Og når man kun har fem samtaler, er der måske slet ikke basis for at overveje, om man føler sig i gode hænder.

Det at både psykolog og klient skal lade som om der er ét problem, at problemet objektivt kan løses, og at problemet ikke længere opleves som et problem efter fem samtaler, har i sig det krav, at vi på robotagtig vis kan quickfixe os gennem livet vha. en vilkårlig psykologs metoder og redskaber.

Det virkelige liv er langsom og komplekst

Intet kunne være mere uforeneligt med det virkelige liv. Lad os forestille os, at klienten er i proces at blive skilt. Eller har en gammel forælder, som bliver stadig mere plejekrævende. Eller at man har et barn, der får en alvorlig sygdomsdiagnose. Eller at man har en chef, man ikke kan lide, men som man bliver nødt til at øve sig i at lære at leve med, fordi man ikke kan eller vil søge nyt job.

De fleste, der bliver ramt af stress – som er det, man via sundhedsforsikring kan få økonomisk støtte til at håndtere – bliver det, fordi komplekse livsudfordringer vokser sig så store henover lang tid, ophober sig, så det til sidst ramler. Livsudfordringer der er en normal del af livet for os alle – og som har et tidsforløb, der kan være adskillige år, hvor udfordringerne tiltager i styrke. 

Uundgåelige livsudfordringer kræver i virkeligheden mest af alt tid. Tid til at vælge at være der for de mennesker, der kræver ens hjælp og nærvær. Tid til at sørge. Tid til at dvæle. Tid til i en periode at præstere mindre og ’bare være’ lidt mere. Tid til at læne sig ind i et godt venskab - eller et samtaleforløb, der kan være et lindringssted eller et overblikssted, hvor man understøttes i at balancere en masse hensyn, gerne med f.eks. en måneds mellemrum mellem samtalerne og forløbende henover et par år eller mere. Og hvor at både terapeut og klient ved, at denne her livsfase kan ikke quickfixes, den kan gennemleves på bedste beskub, med alle de op- og nedture, der er i en udfordrende livsfase.

At være nøglebærer i et system man ikke tror på

Jeg orker ikke at være nøglebærer i et system, der baserer sig på nogle vrangforestillinger om det at være menneske, og som pålægger psykologfaget at bruge metoder, der i bedste fald symptomlindrer, i værste fald gør ondt værre, fordi klienterne så også kan bruge dét argument over for sig selv om at være uduelige og svage mennesker, at de kunne ikke engang finde ud af at få det bedre ved at gå til psykolog.

Jeg ved, at vi er mange psykologer, der er lidt trætte og trængte. Vi føler os fastlåste i denne tids psykologrolle – og måderne vi bliver nødt til at samarbejde med forsikringsselskaberne og det offentlige på. Kan vi sammen skue tilbage i historien og lade os inspirere til og gøre denne tids terapeutrolle mindre performance- og forbedringsparadigme-baseret? Flere fra vores stand har allerede talt herom i flere år, jeg melder mig bare ind i koret. Jo flere vi bliver, der synger herom, jo større forandringsbølge kan vi forhåbentlig skabe.