You are here

Yoga transformerer... Læs om forskellige menneskers liv med yoga

Yoga kan i sin mindste form være fysiske øvelser, man praktiserer for at holde kroppen i god form. I sin største form er det del af en nærværende selv- og omgivelsesrespektfuld levemåde. Læs her nedenfor en række menneskers beretninger om, hvad yogaen er for dem.

Mette Hyldgaard Skovmose, cand. mag i psykologi og dansk

»Yoga betyder at forene - at forene hoved og krop, at forene det maskuline og det feminine. På den måde bliver yoga meget bredt - og det er det også for mig. For mig er yoga en måde at være til stede på, at være i verden på. Det er en livspraksis, hvor selve yogaøvelserne er der, hvor du møder dig selv og din måde at være i verden på. At lave yoga med nærvær og opmærksomhed er den vildeste selvudvikling, du overhovedet kan tilbyde dig selv.« 

Mette har i dag egen virksomhed, hvor også yogaen spiller en væsentlig rolle: mettehyldgaard.dk

Tine Kragelund, 41 år, pædagog og yogi gennem 7 år :)

»Yogaen er for mig det sted, hvor jeg kommer i kontakt med min krop, det sted, hvor tankerne får lov at hvile (eller blot komme og gå igen), og hvor jeg kan være i ét med mig selv i fuld accept. I fuld accept af min krop og dens tilstand, i fuld accept af min sindstilstand og mit mentale over- eller underskud.«

»Yogaen har lært mig denne accept, at give slip på forestillingerne om hvordan det burde være og i stedet fuldt ud mærke efter og acceptere, sådan som det nu rent faktisk er. At have lært at mærke og acceptere tingenes tilstand på denne fysiske, kropslige måde har givet mig et rum til at arbejde med de ting der kan være svære i livet og dagligdagen på en ny og anderledes måde – mere kærligt og ydmygt – i respekt for og kærlighed til min krops signaler og kærlighed og respekt for mig selv. Det har været og er til stadighed en gave. Namaste.«

 

Charlotte Allerød, 49 år, overlæge, ph.d.

»Yoga

Er mødet med måtten med tyngden i min krop

Min vej til den ”Blå Time”

Med et strejf af melankoli

Herfra vokser nærvær, velvær

Og glæden«

»Yoga er for mig en kropslig tilgang til at arbejde mod en livsførsel, der kalder på større åbenhed og kærlig tilgang til livets små og store bevægelser. Det er på yogamåtten, at jeg skærper min opmærksomhed på det forunderlige i, at livet på egen vis strømmer ind og ud af os i vores vejrtrækninger.«

Anja Nielsen, 37 år, pædagogisk konsulent

»Det er også på måtten, at jeg kan give slip på de af dagens erfaringer, som har fået mig til at krympe lidt sammen i både krop og sind - og åbne mig for at møde alt som nyt.«

»Yogamåtten er for mig det styrkerum, hvor det i fordybelsen af forskellige stillinger er muligt at generere styrke og nye positive oplevelser af at mestre. Yogaen er det tidsløse rum, hvor der dvæles i nuet, med en effekt der efterfølgende strækker sig ud i min oplevelse af min omverden og også sænker tempoet der.« 

»Yogaen er for mig en reminder om, hvordan livet er fyldt med små detaljer, som er værd at sanse og pejle efter.«

Anja bruger yogaen i professionel regi. Hun fortæller:

»Min favoritretning er anusara inspireret yoga, hvor der gøres meget ud af at instruere overgangen, indgangen og udfoldelsen af stillingerne, samt opbygning af programmerne således, at kroppen og sindet langsomt og sikkert åbner sig for mere avancerede stillinger, tilpasset den enkeltes fysik og mentale tilstand. Målet er ikke kun stillingen i sig selv, men lige så meget vejen til den. Anusara indeholder derfor også en grundtanke om, at alle er unikke, og så er den fyldt med leg, hvilket har givet mig oplevelsen af, at denne retning er for alle.«

»Den tanke har jeg i år udfordret sammen med en kær veninde og fantastisk yogalærer Bente Ramsing, super seje Simon Krohn samt mine 2 skønne kolleger Anders Martin Rundt og Mads Kopperholdt, der begge er idrætslærere. Vi har i fællesskab lavet anusara inspireret yoga med børn med bla. døvblindhed, høretab og multiple funktionsnedsættelser og deres professionelle voksne. Dette har budt på fantastiske oplevelser, som understøtter ideen om, at anusara inspireret yoga er for alle. Jeg har set børn, der i deres dagligdag har svært ved at være sociale med andre, begejstres over egne og andres præstationer. Jeg har set børn, der aldrig leger, hoppe ud i leg og eksperimenteren med egen krop. Jeg har set en pige med spastisitet, gå i bro og sole sig i sin egen kunnen. Jeg har oplevet, at børn med store koncentrationsvanskeligheder og uro, har været fordybede og indadvendte. Jeg set børn, som altid har sagt nej til fysiske aktiviteter, vokse igennem et yogaforløb, og blive til nogen, der siger, "jeg kan!". Jeg har set professionelle voksne få øje på nye positive sider af deres elever og deres egen relation til dem, og jeg har oplevet lærere og børn, der har gjort brug af yogaen i undervisningen, når koncentrationen er blevet for udfordret, eller kroppen trænger til at blive rørt.«

»Størst af alt har jeg set, at alle er blevet ramt af den ro, åbenhed og energi, jeg selv oplever at blive fyldt af efter en anusara inspireret yogatime, som minder mig om at yoga er for alle, og at vi alle er forskellige og ens på en og samme tid.«

»Hurra for yoga,- mangfoldighedens fællesskab og for at jeg er så heldig at være en del af det <3«

Se Anjas hjemmeside: vitavaerket.dk

 

Lone Høgh, 51 år, produktchef

»Yoga har for mig været en rejse, en transformation for både krop og sjæl. Det giver mig en ro og indre styrke, som jeg først opdagede jeg besad, da jeg gav mig i kast med yoga.«

»Her finder jeg redskaberne til at finde mental balance, til at finde min indre ro, samtidig med at jeg oplever øget fysisk styrke, stor smidighed og øget kropsbevidsthed.«

»Yoga har givet mig mere fokus på det nære, både til mig selv og til mine relationer. Yoga er i al sin enkelhed blevet min uundværlige kilde til sundhed og velvære.«

 

Heidi Lykholt Balle, Kranio-Sakral Terapeut www.heidilykholt.dk

FRIRUM, SELVOMSORG & OPTANKNING

»Når jeg stiller mig på yogamåtten, lukker jeg alt andet ude. Jeg er der KUN for min egen skyld, og der på måtten skal jeg ikke være noget for nogen andre. Jeg giver min krop og mit sind det, der er brug for i øjeblikket, og nyder bare at være med mig selv. Bagefter føler jeg mig tanket op, og klar til at give til min omverden igen.« 

Heidi bruger sin ro fra yogaen i sin kraniosakralterapi-praksis, se heidilykholt.dk